Love for AALBORG VANDSKI KLUB

 

§ 1 NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er Aalborg Vandski Klub. Dens hjemsted er Aalborg Kommune.

Klubben er tilsluttet DANSK VANDSKI FORBUND under IWWF-EA, DIF og SIFA, samt DGI og er underkastet disse organisationers love og bestemmelser.

§ 2 FORMÅL

Klubbens formål er at give medlemmerne lejlighed til at dyrke vandskisport, samt udbrede kendskabet hertil.

§ 3 MEDLEMMER

Alle kan optages som medlem i klubben. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse, bl.a. under hensyn til forholdet mellem aktive medlemmer og disponible både. Personer, der på fremtrædende måde, har haft betydning for klubben og dens formål, kan efter bestyrelsens indstilling udnævnes til æresmedlemmer efter beslutning af generalforsamlingen.

§ 4 KONTINGENT

Det årlige kontingent fastsættes på generalforsamlingen.

Kontingent betales ved regnskabsårets begyndelse, dog senest den 3. maj. Ved for sent betaling udmeldes man automatisk uden forudgående besked fra klubben.

Indmeldelse skalså vidt muligt ske elektronisk via et link fra klubbens hjemmeside. Alternativt kan der udfyldes en indmeldelsesblanket.

§ 5 GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar, og mindst 3 uger før indvarsles dette ved skriftlig meddelelse til hvert medlem (e-mail, hjemmeside og sociale medier). Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, indsendes til formanden senest 14 dage før. Det er tilladt at komme med ændringsforslag til de indkommende forslag på selve generalforsamlingen, inden de går til afstemning.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling er:

1.Valg af dirigent

2.Valg af referent

3.Formandens beretning

4.Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.

5.Valg af formand (ulige år)

6.Valg af kasserer (lige år)

7.Valg af øvrig bestyrelse

8.Valg af revisor

9.Kontingent fastsættelse

10.Indkomne forslag

11.Kommende aktiviteter

12.Eventuelt

Generalforsamlingen ledes af den valgte dirigent, der afgør alle spørgsmål, indvarsling, lovlighed, sagernes behandling og afstemning. Alle sager, undtagen ændringer i lovene §10 og opløsning af klubben §11, afgøres ved simpelt stemmeflertal. Enhver afstemning skal foregå skriftligt, når forlangende herom fremsættes. Mod fremvisning af fuldmagt, kan et medlem lade sig repræsentere af et andet medlem, men intet medlem kan foruden sig selv repræsentere mere end 2 fuldmagter.

Alle aktive medlemmer, som har været medlem af klubben i foregående sæson, har stemmeret. For medlemmer under 15 år skal stemmeretten udøves af en forælder/værge. Passive medlemmer har ikke stemmeret.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med det antal medlemmer, som er repræsenteret ved mødet. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at opfordringen er kommet bestyrelsen i hænde.

§ 6 BESTYRELSEN

Klubben ledes af en bestyrelse, der består af 5-7 bestyrelsesmedlemmer. Formanden og kassereren vælges direkte, mens den øvrige bestyrelse (3-5 personer) konstituerer sig selv.

Bestyrelsen vælges for 2 år. Formanden samt 1-2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Kassereren vælges i lige år.

Bestyrelsen er berettiget til at supplere sig selv ved afgang i årets løb.

Bestyrelsen skal føre referat over generalforsamlingen og bestyrelsesmøder

Referatet underskrives for generalforsamlingens vedkommende af et bestyrelsesmedlem og referent.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når han/hun finder anledning dertil, eller et af bestyrelsesmedlemmerne ønsker det. Formanden leder forhandlingerne, og i tilfælde af stemmelighed, gør hans/hendes stemme udslaget. Ved formandens frafald indtræder næstformanden i hans/hendes sted og fungerer som formand. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formand/næstformand og 3 af bestyrelsens medlemmer er til stede. Klubben tegnes af formanden og kassereren - dog hæfter de ikke økonomisk.

Hvis bestyrelsen ønsker enkeltstående investeringer, der overstiger 50.000 kr., og som ikke indgår i budgettet, indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling.

§ 7 REGNSKAB

Klubbens regnskab går fra d. 1. januar til d. 31. december. Regnskabet skal revideres, af den på generalforsamlingen valgte revisor, der til enhver tid kan forlange at få samtlige bilag og kassebeholdningen forevist. Bestyrelsen er berettiget til at antage en statsautoriseret revisor, såfremt den måtte finde det nødvendigt.

Trækturspriser fastsættes hvert år af bestyrelsen, som har ret til, hvis den skønner det nødvendigt, at hæve eller sænke trækturspriserne med omgåendevirkning.

Medlemmer fra andre klubber under DVWF eller andet nationalt vandski forbund træner til en af bestyrelsen fastsat pris.

§ 8 EKSKLUSION

Bestyrelsen kan, når den finder anledning dertil, ekskludere et medlem af klubben. Det kræver dog, at alle bestyrelsesmedlemmer stemmer for beslutningen. Den ekskluderede kan dog altid forlange sagen forelagt generalforsamlingen, hvor spørgsmålet afgøres med simpelt stemmeflertal. Vedkommende har ret til at være til stede på denne generalforsamling.

§ 9 KONKURRENCER

Klubbens aktive medlemmer må ikke deltage i konkurrencer for andre vandskiklubber eller forbund, uden bestyrelsens godkendelse.

§ 10 FORANDRINGER

Ændringer i disse love kan kun finde sted på en generalforsamling, når mindst ¾ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og når mindst ¾ af de angivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, skal bestyrelsen inden 14 dage indkalde til ny generalforsamling med sædvanligt varsel. Hvis også ¾ på denne generalforsamling er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

§ 11 OPLØSNING

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 5/6 af de fremmødte stemmer herfor. Opnås et stemmeflertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, så indkaldes til en ny. Hvis 5/6 på denne generalforsamling stemmer for opløsning af klubben, er dette vedtaget. På generalforsamlingen træffes samtidigt bestemmelse om det nødvendiggjorte salg af klubbens ejendele, afvikling af forpligtelser og anvendelse af evt. formue, dog således at simpelt stemmeflertal er afgørende.

 

Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 11. februar 2017

 

Aalborg Vandski Klub

Søndergårdsvej 23

9400 Nørresundby

Tlf. 52241418

E-mail: aavk@aavk.dk

CVR: 32371515

Vi modtager flg. betalingsmidler:

© All Rights Reserved Aalborg Vandski Klub 2017